Hvad skete der med eventyrrevolutionen? Den sprudlende psykedelisk modkultur, cyber-spiritualiteten og den regnbuekrigeriske kærlighedsenergi?
Svaret må være frygt ... False Evidence Appearing Real
Hvad er det jeg ønsker eller håber på at opnå igennem at tage svampe?
Det er mit ønske at jeg igennem at tage et psykedeliske trip med svampe kan få en oplevelse der kan være med til at vise mig at min frygt eller angst er uberettiget – at der ikke er noget at være angst over ...
Jeg ønsker at trippet vil kunne give mig en oplevelse der hjælper mig til ikke længere at være angst for at gøre forskellige ting i min tilværelse – en angst jeg har båret på siden jeg oplevede panikanfaldet i marts 2012 ...
Jeg ønsker at kunne føle mig fri til at gøre de ting jeg føler lyst til, uden at skulle kæmpe med en irrational frygt eller angst for om “det tager livet af mig” ...
Uanset hvor svært det må være at forholde sig til for andre, så blev den psykedeliske rejse for mig en mulighed for, en port eller et værktøj til at “konkretisere” eller direkte opleve og udleve den spirituelle og mystiske side af eksistensen ... Siden hen er yoga og meditation blevet en mere eller mindre integreret del af min dagligdag, men trods mine mange møder med vidt forskellige spirituelle praksis, føler jeg mig stadig afskåret fra kilden....
Al min reference til åndelig oplevelse ligger i fortiden – min spiritualitet er stagneret – meditation, yoga, åndedræts-ting osv. osv. er for mig mest af alt redskaber til at balancere og forfine den spirituelle, psykiske og kropslige energi (som selvfølgelig er tre sider af samme sag) ... men de egentlige opdagelsesrejser og uendeligt betydningsfulde stunder som de psykedeliske oplevelser gav mig er forsvundet ud af min tilværelse – skubbet ud på et sidespor af frygten ...
Paradoksalt nok er der en lille indre stemme som lige siden jeg fik angst, har peget og forsøgt at henlede min opmærksomhed på at hvis jeg ændrede min måde at bruge de psykedeliske stoffer på til en terapeutisk tilgang ville jeg nemt kunne smide angsten overbords, ved at få lejlighed til at stirre den direkte i øjnene ..
I januar 2013 bryggede jeg en portion Ayahuasca netop med henblik på at løsne op i angsten og få lejlighed til at stirre den ind i øjnene, mærke den .. og give slip ..
Det med at give slip var næsten intet spørgsmål, trippets styrke i sig selv tvang mig til at give slip og overgive mig – men alligevel var der også gange i løbet af trippet hvor følelsen af at miste følelsen af mig selv blev så stærk at jeg næsten gispende rev mig fri fra den kurs trippet havde lagt ud for mig ... Heldigvis er ayahuasca et så 'hensynstagende væsen' at jeg kunne træde ud, når det blev for intenst ... men min manglende “eftergivsomhed” gjorde at jeg ikke fik gået hele turen og ikke fik kastet alt den angstfyldte bagage overbords, omend meget blev anderledes og nemmere i kølvandet på det trip ..
Hvilket bringer mig frem til nu ... 9 måneder efter ayahuasca trippet og på dagen inden 3-årsdagen for min “psykedeliske revolution” ... Jeg har i de mange forgangne måneder fået præsenteret mange muligheder for at møde min angst og behandle den, af den psykedeliske vej forstås – og afprøvet mange forskellige ting for at behandle den, af en mere samfunds sanktioneret vej ... De forskellige ting jeg har afprøvet har da alle bragt mig lidt længere frem på vejen, uden helt at facilitere nogen større forløsninger andet end hvad kan tilskrives “tid gået forbi” ... Hver gang en psykedelisk dør har præsenteret sig selv, har jeg været beklædt med undskyldninger og udskydelser; “jeg vil gerne, men føler liiige jeg skal ... dit, dat og dut ...” prøve en “godkendt” terapiform .. liige gøre dette og hint ... lige til den her undersøgelse, lige opleve det ene, lige skrive det andet .. altid med noget jeg kunne proppe ind foran som undskyldning for hvorfor jeg endnu ikke var klar til at gøre, hvad en del af mig hele tiden har vist vil være nødvendigt at gøre for at komme videre ...
Indtil en dag en ven spurgte “hvornår føles det rigtigt at gå til tandlægen?” ... Når det er for sent...
Så forleden spurgte min ven M. om jeg ville have lyst til at tage et trip i selskab med ham og en anden fælles ven ... To venner som jeg føler mig rigtig tryg ved og som jeg har gået gennem mange spændende ting med, et selskab som i sig selv vil være betryggende – men også nyt, da jeg ikke har trippet i førstenævnte vens selskab før ...
Så hvad nu? ... Jeg har overvejet det rigtig meget ...
Jeg har virkelig lyst til at give efter og kaste mig ud i det ... Møde hvad der er at møde, angst eller ej ... Og komme videre ... Men angsten står lige dér ... Som en stor, stor væg ... som ingen andre kan se ... Skal jeg løbe, med panden forest og håbe på, at den blot er et fatamorgana? En illusion ? En stor fæl løgn som fordufter ligeså snart man skinner lidt lys på den?
Hm...
Det kan være at det er på tide at vende »fear« til Face Everything And Rejoice ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar