Statusopdatering fra en pseudo-skadet psychonaut der har siddet på bænken lidt for længe ....

Hvad skete der med eventyrrevolutionen? Den sprudlende psykedelisk modkultur, cyber-spiritualiteten og den regnbuekrigeriske kærlighedsenergi?

Svaret må være frygt ... False Evidence Appearing Real

Hvad er det jeg ønsker eller håber på at opnå igennem at tage svampe?

Det er mit ønske at jeg igennem at tage et psykedeliske trip med svampe kan få en oplevelse der kan være med til at vise mig at min frygt eller angst er uberettiget – at der ikke er noget at være angst over ... 
Jeg ønsker at trippet vil kunne give mig en oplevelse der hjælper mig til ikke længere at være angst for at gøre forskellige ting i min tilværelse – en angst jeg har båret på siden jeg oplevede panikanfaldet i marts 2012 ... 
Jeg ønsker at kunne føle mig fri til at gøre de ting jeg føler lyst til, uden at skulle kæmpe med en irrational frygt eller angst for om “det tager livet af mig” ... 

Uanset hvor svært det må være at forholde sig til for andre, så blev den psykedeliske rejse for mig en mulighed for, en port eller et værktøj til at “konkretisere” eller direkte opleve og udleve den spirituelle og mystiske side af eksistensen ... Siden hen er yoga og meditation blevet en mere eller mindre integreret del af min dagligdag, men trods mine mange møder med vidt forskellige spirituelle praksis, føler jeg mig stadig afskåret fra kilden....

Al min reference til åndelig oplevelse ligger i fortiden – min spiritualitet er stagneret – meditation, yoga, åndedræts-ting osv. osv. er for mig mest af alt redskaber til at balancere og forfine den spirituelle, psykiske og kropslige energi (som selvfølgelig er tre sider af samme sag) ... men de egentlige opdagelsesrejser og uendeligt betydningsfulde stunder som de psykedeliske oplevelser gav mig er forsvundet ud af min tilværelse – skubbet ud på et sidespor af frygten ... 

Paradoksalt nok er der en lille indre stemme som lige siden jeg fik angst, har peget og forsøgt at henlede min opmærksomhed på at hvis jeg ændrede min måde at bruge de psykedeliske stoffer på til en terapeutisk tilgang ville jeg nemt kunne smide angsten overbords, ved at få lejlighed til at stirre den direkte i øjnene .. 

I januar 2013 bryggede jeg en portion Ayahuasca netop med henblik på at løsne op i angsten og få lejlighed til at stirre den ind i øjnene, mærke den .. og give slip .. 

Det med at give slip var næsten intet spørgsmål, trippets styrke i sig selv tvang mig til at give slip og overgive mig – men alligevel var der også gange i løbet af trippet hvor følelsen af at miste følelsen af mig selv blev så stærk at jeg næsten gispende rev mig fri fra den kurs trippet havde lagt ud for mig ... Heldigvis er ayahuasca et så 'hensynstagende væsen' at jeg kunne træde ud, når det blev for intenst ... men min manglende “eftergivsomhed” gjorde at jeg ikke fik gået hele turen og ikke fik kastet alt den angstfyldte bagage overbords, omend meget blev anderledes og nemmere i kølvandet på det trip .. 

Hvilket bringer mig frem til nu ... 9 måneder efter ayahuasca trippet og på dagen inden 3-årsdagen for min “psykedeliske revolution” ... Jeg har i de mange forgangne måneder fået præsenteret mange muligheder for at møde min angst og behandle den, af den psykedeliske vej forstås – og afprøvet mange forskellige ting for at behandle den, af en mere samfunds sanktioneret vej ... De forskellige ting jeg har afprøvet har da alle bragt mig lidt længere frem på vejen, uden helt at facilitere nogen større forløsninger andet end hvad kan tilskrives “tid gået forbi” ... Hver gang en psykedelisk dør har præsenteret sig selv, har jeg været beklædt med undskyldninger og udskydelser; “jeg vil gerne, men føler liiige jeg skal ... dit, dat og dut ...” prøve en “godkendt” terapiform .. liige gøre dette og hint ... lige til den her undersøgelse, lige opleve det ene, lige skrive det andet .. altid med noget jeg kunne proppe ind foran som undskyldning for hvorfor jeg endnu ikke var klar til at gøre, hvad en del af mig hele tiden har vist vil være nødvendigt at gøre for at komme videre ... 

Indtil en dag en ven spurgte “hvornår føles det rigtigt at gå til tandlægen?” ... Når det er for sent...

Så forleden spurgte min ven M. om jeg ville have lyst til at tage et trip i selskab med ham og en anden fælles ven ... To venner som jeg føler mig rigtig tryg ved og som jeg har gået gennem mange spændende ting med, et selskab som i sig selv vil være betryggende – men også nyt, da jeg ikke har trippet i førstenævnte vens selskab før ... 

Så hvad nu? ... Jeg har overvejet det rigtig meget ... 
Jeg har virkelig lyst til at give efter og kaste mig ud i det ... Møde hvad der er at møde, angst eller ej ... Og komme videre ... Men angsten står lige dér ... Som en stor, stor væg ... som ingen andre kan se ... Skal jeg løbe, med panden forest og håbe på, at den blot er et fatamorgana? En illusion ? En stor fæl løgn som fordufter ligeså snart man skinner lidt lys på den?

Hm... 

Det kan være at det er på tide at vende »fear« til Face Everything And Rejoice ...

Statusopdatering fra wannabe bodhisattva, fuldtids regnbuekriger, pretend guru, deltids orakel og aspirerende acroyogi's »utopia« ....

Hvor blev alt luften af? Hvad sker der for spændetrøjen? Og hvem slukkede for lyset? ... 

2 flex hf afleveringer bagud, 1 uge over tid, en koloskopi og en helveds masse chokolade senere ... Hvad fanden i fuck skal jeg egentlig med de latterlige HF fag ? Det går af hekkenfeldt til - ikke fordi niveauet er højt, ikke fordi jeg ikke kan forstå materialet >...< men fordi jeg ingenlunde er tilfreds med opgave udformningen og føler at det er helt og aldeles nytteløst ... min motivation er ikke eksisterende ... det er ikke kompatibelt med mig ... jeg får spat ... det er som er bliver presset ned i en aaalt for lille trøje, eller bukser .. eller whatever _ det passer mig ikke _

Og det hjælper ikke at jeg lider under et økonomisk pres ift. at hvis jeg ikke afleverer, bliver jeg smidt af studiet=ingen SU...

Jeg vil noget andet!

Og dét er tilsyneladende »the story of your (my) life buddy« 

Jeg vil - tæt på altid - noget andet, end der hvor jeg er lige nu ...

Well - i hvert fald en stor del af tiden...

Undtagelserne må så lige være når jeg rent faktisk er lige præcis der hvor jeg gerne vil være .. Desværre, er de perioder sjovt nok altid meget midlertidige - og alt det andet lort - er meget vedblivende ..

Jeg havde det perfekt da jeg var i USA i 2007 og 2008 ... Jeg har haft det vidunderligt hver gang jeg har været i Chamonix ... Jeg havde det eventyrligt i Argentina ... Og da jeg var i Spanien sidste år var jeg også lige præcis hvor jeg skulle være ... 
I en meget stor del af tiden i kølvandet på min "psykedeliske revolution" (september 2010) - alt inkl. hjemløshed, gadeliv, albertslund, occupy og hjemløshed igen - ville jeg ikke noget andet - eller være andre steder end lige præcis dér hvor jeg var - jeg ville højest bare mere af hvad jeg gjorde ... men da penge foreskriver mulighed eller mangel på samme, var der selvfølgelig perioder der var mere kedelige end andre ... men dér var jeg faktisk i en eller anden underlig form for balance ...
Da jeg var på ølejr i år, i slutningen af august - var jeg fuldstændig og lige akkurat hvor jeg hørte hjemme ...

Men når jeg sidder i en lejlighed, i økonomisk knaphed, med mine hænder bundet af stram økonomi og et rigidt system ... så vil jeg selvsagt, virkelig gerne noget andet ..

Jeg vil til Indien - jeg vil til sydamerika - jeg vil ud at rejse - jeg vil se bjerge igen! .. Jeg vil tage en yoga instruktør uddannelse og have mulighed for at integrere en så dyb del af mig selv ind i en hverdag der kan give mig mulighed for at leve indenfor rammerne af det forhåndenværende kapitalistiske fordelingssystem ... men selv det koster penge ... penge jeg ikke har ...

Jeg føler mig fortabt, men måske bare mest af alt vred, indespærret og hjemsøgt af tidligere tiders handlinger som netop hærger min tilværelse som sultne spøgelser ...

Hvadend der gjorde mig utilfreds og ulykkelig, dengang jeg havde et fast arbejde og rigeligt med penge, ledte mig til at søge opfyldelse eller trøst gennem endnu mere berigelse - på en, indenfor det gængse system, uærlig vis ... gennem underslæb og tyveri ... som endeligt ledte til tab af hvad jeg gennem slid og slæb havde tilegnet mig af materiel velstand - og mulighed oplevelsesorienteret/åndeligt nærende udfoldelse ...

Det tab ledte til en gradvis forkastelse og opløsning af min gamle levevis og en åndelig, social og politisk vækkelse ... som ledte mig til at stille spørgsmål ved altings tilstand ... Som igen ledte mig til andre anskuelser, andre idéer og andre værdier ... men stadig med noget i bagagen ... Dét - hvad end det er - som gjorde mig utilfreds og ulykkelig - selv mens jeg havde, hvad andre ønsker mest - arbejde og penge ... (Selvom det dybest set ikke er arbejde og penge de ønsker, men realiseringen af de ønsker, de er blevet fortalt at penge, som fås gennem arbejde, kan opfylde ...)

Men jeg ved ikke hvad fanden der gør mig ulykkelig og utilfreds ... 
Jeg kan teoretisere og sige at; det skyldes en iboende følelse af, eller viden om, den bedre verden mit hjerte fortæller mig er mulig og som jeg altid ubevidst har drømt om ... (Hvorfor ellers spørg man sin far om hvorfor elektricitet ikke bare er gratis således at alt andet også vil være gratis i en alder af 10-12 år ???) 

Jeg kan psykoanalysere mig frem til forskellige uopfyldte behov ... eller følelser og indtryk jeg behøver at give slip på for virkelig at kunne nyde livet lige »nu« og »her« hvor jeg er - og være glad for det hvad er ...

... men hvad hjælper det - hvis jeg ikke kan ændre verden eller være med til at skabe den nye forståelse eller fortælling der skal til for at vi kan ændre måden hvorpå vi lever? .... eller finde ud af at identificere og opfylde de uopfyldte behov eller give slip på hvad end jeg måtte klynge mig til? .. eller mærke ind i de følelser der hænger fast ...

Jeg er ind i mellem pisse hamrende træt af den del af livet ... og det at ingen har en fucking skid forstand på hvad fanden det er der foregår eller har nogle svar eller hjælp at give ...